En amerikansk kvinde fik sig noget af en overraskelse, da hun for nylig lejede en dvd-film. Da hun åbnede kassetten, for at sætte filmen på, fandt hun nemlig en uventet hilsen.
Det skriver The Sun.
I kassetten lå der et håndskrevet brev og fem 20-dollar-sedler (omkring 700 danske kroner red.)
- Hej, mit navn er Marcos. Hver måned tager jeg 100 dollar, som jeg normalt ville bruge på mig selv, og giver dem til en fremmed. Denne måned besluttede jeg mig for at prøve noget nyt og putte dem i en dvd. Du er den første modtager i 2017. Jeg beder dig bare om at bruge pengene på noget godt. Hvis du ikke har brug for dem, så giv dem væk. Hvis du har brug for dem, så behold dem.
Sådan stod der i brevet fra den generøse fremmede.
Kvindens datter Liz delte et billede af moderens usædvanlige fund på det sociale medie Twitter den 28. januar:
- Min mor ville bare slappe af og nyde en film, men i stedet velsignede Gud hende med mere. Marcos, hvem end du er, Gud velsigne dig.
Sådan skrev Liz til billedet af moderens brev.
Siden er hendes opslag gået viralt med mere end 91.000 likes og 29.000 retweets.