Fodboldspilleren Lionel Messi er en mand, der er i besiddelse af mange rekorder; de fleste fodboldsrelaterede.
For nyligt har han dog slået en verdensrekord, som ikke har så meget med fodbold eller sport i det hele taget at gøre.
Det skriver Ladbible.
Søndag var Messi med til at sikre Argentina titlen som verdensmestre i fodbold, da han og de andre argentinske spillere vandt 4-2 over Frankrig i en straffesparkskonkurrence, der udspillede sig efter en 120 minutter lang og nervepirrende fodboldkamp mellem de to lande, der endte 3-3.
Sejren var et historisk øjeblik, der i den grad har banket Messis navn fast, som én af de største fodboldlegender nogensinde.
Derfor delte han også kort tid efter en række billeder af sejren på Instagram, hvortil han skrev:
"VERDENSMESTRE!!!!!!! Så mange gange har jeg drømt det [...], jeg kan ikke tro det..... Tusind tak til min familie, til alle, som støtter mig, og også til alle, som troede på os. Vi beviste endnu engang, at når argentinere kæmper sammen og er forenede, er vi i stand til at opnå vores mål."
Opslaget fortsætter: "[...] Vi gjorde det!!! KOM SÅ ARGENTINA [...]!!!!! Vi vil se hinanden igen meget snart."
Og opslaget har i den grad fået opmærksomhed.

Foto: Instagram
Faktisk fik det hele 55,9 millioner 'likes' i løbet af de første 24 timer, hvilket betyder, at opslaget har slået rekorden for det mest likede billede på Instagram nogensinde.
Den gamle rekord var et billede af et æg, som blev delt i 2019 med det ene formål at slå verdensrekorden, som dengang blev holdt af Kylie Jenner med 18 millioner 'likes'.

Foto: Instagram
Billedet af ægget blev dog allerede overhalet kort tid inden Argentinas VM-triumf af... du gættede det; Messi.
Et billede af ham og Christiano Ronaldo, der spiller skak, fik nemlig mere end 42 millioner 'likes', men nu har Messi altså sikret sig rekorden helt uden Ronaldos hjælp.

Foto: Instagram
Den portugisiske fodboldspiller er dog stadig den mest fulgte person på Instagram med vanvittige 519 millioner følgere. Til sammenligning har Messi 401 millioner følgere.
Messis rekordopslag kan læses i sin fulde længde på Instagram ved at trykke her.