Maria blev narret for tusindvis af kroner i nigeriansk internetsvindel - men så blev fupmageren forelsket i hende

Et nigeriabrev blev til et kærestebrev.

Maria Grette var altid af den overbevisning, at hun aldrig ville falde pladask for en mand på internettet, men kærlighedens veje lader til at være uransagelige.

Den 62-årige kvinde blev af en veninde opfordret til at lave en profil på en af internettets utallige datingsider.

-Jeg var ikke på udgik efter en kæreste, men min veninde fandt en datingside og opfordrede mig til at lave en profil, siger Maria Grette og forklarer, at hun til at begynde med ignorerede de beskeder, der tikkede ind i indbakken på siden.

Kvindens nysgerrighed blev dog vakt til live, da hun modtog en besked fra en dansk forretningsmand.

Den svenske lærerinde og den aldrende forretningsmand begyndte nu at skrive sammen.

Det nye bekendtskab forklarede til hende, at han af sine forældre var arving til et stort hus i Danmark, og at han nu overvejede at flytte ind i villaen med sin voksne søn.

Efter tre måneder aftalte de potentielle turtelduer at mødes i Sverige, men først skulle Johnny - der var mandens falske navn - til Nigeria med sin søn for at deltage i en jobsamtale.

Et par dage senere fik Maria Grette et opkald fra manden.

Han forklarede, at han var blevet indlagt på et hospital i den nigerianske storby Lagos.

Den digitale flamme var blevet overfaldet. Sønnen var sågar blevet skudt i hovedet af gerningsmanden, og nu lå de to personer på sygehuset uden penge eller papirer.

Manden forklarede i telefonen om en række problemer med sin bank, der ikke ville lade ham overføre penge til en udenlandsk konto for at betale for behandlingen på hospitalet.

Læs også

Frank sætter Facebook-svindler på plads: Hans geniale svar får nettet til at falde om af grin

Maria Grette skyndte sig ned til et lokalt vekselkontor for at overføre 65.000 kroner til en nigeriansk bankkonto.

- Alt hvad jeg kunne tænke på, var at få dem begge ud af problemerne, siger Maria Grette.

Senere gik det op for hende, at den danske forretningsmand i virkeligheden var en 24-årig svindler fra det afrikanske land.

- Jeg blev vred. Jeg sendte mange vrede e-mails, da det gik op for mig, at noget var galt, siger Maria Grette.

I 2009 traf hun en stor beslutning.

Hun købte en flybillet til Nigeria for at konfrontere den mand, der som en del af et netværk af unge svindlere havde haft held til at snuppe hele svenskerens opsparing.

Men så skete der noget, der ellers kun foregår i Danielle Steels romaner.

- Han forelskede sig i mig. Det gør svindlere ellers aldrig, siger Maria Grette til britiske BBC.

Selvom de to mennesker aldrig blev kærester, så holder Maria Grette stadig meget af den nigerianske svindler.

- Han er mig kær, siger Maria Grette, der nu har valgt at dele sin vilde svindel- og kærlighedshistorie med den britiske tv-station.

- Han har flere gange bedt mig om min tilgivelse, og jeg har fortalt ham, at det vigtigste er at tilgive sig selv, siger hun.

Den 24-årige mand er ikke længere en del af gruppen af unge svindlere i Nigeria, da han med hjælp fra Maria Grette har haft råd til at tage til USA for at studere.

 

Dagens Gossip