En norsk mor havde ondt af sin datter og skrev en bøn på Facebook. Dagen efter græd hun af glæde på sin datters skole.
Lige nu læser andre
Ligesom vi i Danmark fejrer vores studenter med studenterkørsel og fest, så har de i Norge en tilsvarende tradition ved navn ’russfejring’.
Her kører landets kommende studenter rundt i private busser, tog eller biler og fester – en tradition der starter fra den 20. april og frem til 17. maj – Norges Nationaldag.
Det er dog ikke alle unge, der får lejlighed til at fejre ’russ’ på lige fod med landets andre studenter. Det fortæller Signe Kristoffersen fra Mysen syd for Oslo, da hun 15. maj lagde et opslag på Facebook. Det skriver Dagbladet.no.
– Kære russere 2017. I dag har vi prøvet det fine tøj, og i morgen skal min fantastiske datter og en flok andre unge fejre deres egen 17. maj med tog og fest.
Læs også
Sådan indleder Signe Kristoffersen, men fortæller videre, at hendes datter, Hilde Alise på 16 år, dog ikke går i et almindeligt gymnasium.
Sammen med sine kammerater er datteren nemlig elev på en skole for unge med specielle behov.

Derfor får de unge heller ikke lejlighed til at deltage i de samme festligheder som deres jævnaldrende – blandt andet bliver der bytte russkort (en slags festligt visitkort for de afgående elever, red.) ligesom man besøger hinandens russ-toge.
– Disse unge går ikke på en almindelig skole, for der passer de af en eller anden grund ikke ind. Derfor får de heller ikke set de andre (unge), forklarer moderen i sit opslag.
Sidste år var der nemlig ingen russere, der lagde vejen forbi datterens skole til stor skuffelse for eleverne.
Faktisk var Signe Kristoffersens datter så ked af, at hendes skole blev forbigået, at Hilde Alise var kommet grædende hjem fra skole.
Derfor havde moderen i år en bøn til de lokale russere.
– Så kære russer i 2017. Når I først er ude og køre i morgen, kan I så ikke være søde at slå et smut forbi Mortenstua Skole i Mysen og besøge min datter og hendes venner?
Efter Signe Kristoffersen delte opslaget mandag, spredte det sig hurtigt på Facebook i hele Norge. Over 1800 gange blev opslaget delt, hvorefter de også fandt frem til flere af områdets russere.
Og da Hilde Alise og hendes medstuderende tirsdag skulle i gang med deres egen russfejring, fik de pludselig besøg af over 100 andre russere, der havde besluttet at glæde den 16-årige pige og hendes venner.

– Det var helt sindssygt. Jeg måtte fælde nogle tårer i løbet at den time, jeg var der. De væltede bare ind med busser, og du kunne se på de unge, at de næste ikke kunne tro deres egne øjne af ren begejstring, fortæller Signe Kristoffersen.
Flere af eleverne på Mortenstua Skole kan godt blive nervøse ved alt for mange mennesker, men ifølge moderen var besøget af de mange russere fantastisk for alle.
– Russerne var eksemplariske. De kom roligt og pænt over til de unge, og lod dem bliver trygge ved dem. Det var en drøm at se på. Dét, at stå der som mor og se dit barn få den samme oplevelse som alle andre i trygge omgivelser, var så stærkt, siger den lykkelige mor.
