Sjællandsk ægtepar vandt 10.000 kroner i Lotto: Da de tjekkede ‘svindel-sms’ gik fejlen op for dem

Skrevet af Nils Würtzenfeld

10/05/2018
Et ægtepar modtog noget af en sms, men indså hurtigt, at beskeden var endnu vildere end først antaget.

Dagens topnyheder

Lørdag aften tikkede en helt særlig sms ind på mobiltenefonen hos en midaldrende mand fra Vordingborg Kommune, der egentlig var på vej i seng.

Manden, der er i 50’erne, havde sammen med sin kone været til fødselsdag hele dagen, og af samme grund havde han haft mobiltelefonen gemt væk i lommen.

Før sengetid ville han lige tjekke sin mail, men opdagede i stedet en sms, hvori der stod, at han havde vundet 10.000 kroner i Lotto, selvom han den uge havde haft 0 rigtige.

Forklaringen lød på, at han til gengæld var blevet udtrukket på Lottos Millionærgaranti, som er en ekstra millionchance på hver spillet række. 

- Jeg plejer at spille for en 50’er, men jeg havde lige vundet 100 kroner på Oddset, og jeg plejer at bruge gevinsten til at købe Lotto, så jeg tænkte, jeg ville give den en ekstra chance, forklarer manden, der straks viste beskeden til sin kone.

Pludselig gik det dog op for parret, at de begge havde set forket.

- Så var der kommet en SMS fra Danske Spil, hvor der står, at jeg har vundet på lodtrækning. Jeg viser den til min kone der udbryder: Jamen det er da dejligt, at vi har vundet 10.000 kroner. Det viste sig jo så, at der skulle en del nuller bagpå, lyder det fra manden.

Mere præcist skulle der to nuller mere på, da der i sms’en stod, at de havde vundet en million kroner.

Det vilde beløb syntes dog uvirkeligt for parret, der var sikre på, at de havde modtaget en svindel-sms, der var i omløb.

Dermed besluttede de sig for ikke at tage noget for givet, før de havde talt med Danske Spil dagen efter.

- Det var ikke en helt nem nat at komme igennem. Tankerne fløj jo rundt, fordi man jo virkelig godt kunne tænke sig, at det var rigtigt. Men alligevel tør man ikke tro på det, forklarer manden.

Om søndagen kunne Danske Spil dog bekræfte overfor parret, at den var god nok: De var blevet lotto-millionærer.

Parret har siden besluttet sig for kun at fortælle om gevinsten til deres store børn og vil derfor gerne være anonyme.

- Vi bor i et lille samfund, hvor alle har travlt med alle. Man ved aldrig hvordan folk reagerer i forhold til at blive misundelige og sådan noget. Den risiko vil vi ikke tage. Så vi holder kortene tæt indtil kroppen, lyder det.

Gevinsten blev efterfølgende fejret på en god restaurant sammen med parrets to børn, og efterfølgende har de nybagte millionærer besluttet, at pengene skal bruges på en længere eksotisk rejse i løbet af efteråret og til at optimere huset. 

- Før vi vandt pengene havde vi besluttet os for, at vi blandt andet skulle have et nyt badeværelse, så det havde vi sparet op til. Men det kan da godt være, at den lige får lidt ekstra gas nu. Derudover vil min kone formentlig shoppe lidt. Og det der så er tilbage skal investeres, lyder det fra den lykkelige vordingborggenser.