Betina klager over trist Bilka-burger: ‘Min søn skulle dele sin bøf med en anden'

Skrevet af Emil Ryttergaard

21/02/2017
Foto: Facebook
Foto: Facebook
Da Betina Johanson fra Odense købte en burger til sin søn i Bilka Bistro, blev hun blev slemt skuffet. Men hun har faktisk fået mere for pengene end normalt, lyder svaret på kritikken fra Bilka.

Mest læste i dag

Det er fristende at finde en hurtig løsning, når man er ude at handle ind sent på dagen, og maven rumler.

Det gjorde 48-årige Betina Johanson med sin 11-årige søn i lørdags, da de to var i Bilka. Valget faldt på Bilkas Bistro, da de var færdige med at smide varer i vognen, men frokosten var langt fra en god oplevelse, fortæller den 48-årige rengøringsassistent.

- Jeg bestilte et stjerneskud, og min dreng fik en børnemenu med burger, pomfritter og en bamse. Men da min søn ville have pomfrit-saucen ind i burgeren, så jeg, at bøffen var skåret over på midten, siger Betina Johanson til Dagens.dk.  

Det var altså en noget flad oplevelse til 29 kroner.

Foto: Facebook

Bøffen var 'flækket' på langs. Foto: Facebook

Den 48-årige mor til tre ville ikke finde sig i det og gik straks op til disken for at spørge, hvad meningen var med, at bøffen var blevet halveret. 

Men den unge pige bag disken kunne ikke svare, og chefen var ikke til at træffe. Derfor tog Betina Johanson hjem og skrev til Bilka via nettet - men heller ikke her fik hun et svar.

- Det er ikke i orden, for der er jo i forvejen kun remoulade og ketchup i burgeren, og det er jo kun lige 'til den hule tand'. Den bøf, min søn skulle have haft, var jo skåret over og delt med en anden, så det føles jo som om, at nogen har spist af ens mad, siger hun. 

At burgermenuen står til den nette sum af 29 kroner, betyder ikke noget for Betina Johanson, der mener, at Bilkas Bistro burde sige undskyld eller på en anden måde kompensere hendes søn for den halve bøf: 

- De har jo skåret en bøf over og delt den med en anden. Du vil jo heller ikke have en halv burgerbøf, hvis du købte en burger, uanset prisen, vel?

I Bilka er man ked af den dårlige oplevelse, som Betina Johanson har haft, men de afviser, at det er kutyme, at bøfferne bliver halveret inden servering:

- Vi havde hele huset fuld i vinterferien, hvilket betød, at vi simpelthen løb tør for 80 grams bøffer til vores børneburger-menu. I stedet for at kunderne skulle gå forgæves efter denne, valgte vi at skære vores hakkebøffer på 220 gram over i to halve, siger Bo Otzen, der er sektionschef i Bilka Odense. 

Han ærgrer sig over, at Betina Johanson har fået en dårlig oplevelse i restauranten, men påpeger at den overskårede bøf i burgeren er større end de normale børnehakkebøffer på 80 gram.

- Vi ønsker naturligvis kun at give vores kunder en god oplevelse i vores bistro, og vi er selvfølgelig ærgerlige over, at det ikke er lykkedes i dette tilfælde, selvom bøffen faktisk var større end normalt, siger Bo Otzen til Dagens.dk.

Hvorfor Bilka Bistro ikke lige pynter burgeren med en skive tomat og lidt salat, er uklart, men sektionschefen understreger, at prisen er lav - og at kvaliteten er god til pengene. 

Betina Johanson siger til Dagens.dk, at hun efter den dårlige oplevelse ikke har lyst til at spise i Bilka Bistro igen.

Tina havde også en helt vild oplevelse i Føtex, da hun med hovedet begravet i mobilen kiggede op på kassemedarbejderen.