100 læger har fortrudt farvel til ydrenummer

Ni ud af ti praktiserende læger er fortsat parate til at afbryde samarbejdet med det offentlige sundhedssystem.

Kun "meget få" læger har fortrudt, at de har deponeret deres ydernummer hos praktiserende lægers organisation, PLO, oplyser PLO, som ikke vil komme tallet nærmere.

Ifølge Ritzaus beregning drejer det sig om omkring 100 læger, der har fortrudt og har fået deres ydernummer tilbage.

PLO oplyser, at 91 procent af lægerne fastholder inden den endelige deadline, at de vil opsige samarbejdet med det offentlige, så patienterne fra 1. september skal betale for en konsultation.

Senest viste en opgørelse den 19. juni, at 94 procent af lægerne havde deponeret deres ydernummer.

Ifølge lægeforeningens egne tal er der 3590 praktiserende læger i Danmark.

Lørdag bliver det afgjort, om regionerne for alvor skal sætte gang i nødberedskabet for lægebesøg, når repræsentantskabet i PLO holder møde.

Repræsentantskabet skal her tage endeligt stilling til, hvad der skal ske med de deponerede ydernumre.

Enten skal numrene afleveres til Regionerne, så samarbejdet med det offentlige hører op, og patienterne selv skal betale for at gå til deres praktiserende læge, eller benytte regionernes nødberedskab.

Repræsentantskabet kan dog også vælge at sende numrene tilbage til lægerne og gå i gang med en ny runde forhandlinger med regionerne om en ny overenskomst i løbet af det kommende år.

I så fald kan danskerne fortsætte med at gå til lægen som normalt, mens forhandlingerne varer.

/ritzau/

 

Dagens Gossip