1300 læger oplyser ikke om bijob i industrien

Siden december 2010 har danske læger i mindst 1.340 tilfælde overtrådt habilitetsreglerne og bijobbet for medicinalindustrien uden at give myndighederne besked, som reglerne kræver, skriver Politiken.

Det viser et svar fra Sundhedsstyrelsen, der fører lister over lægers og tandlægers aktiviteter for medicinalvirksomheder.

Ifølge reglerne skal læger og tandlæger søge tilladelse fra Sundhedsstyrelsen til at bijobbe for industrien med eksempelvis forskning eller undervisning.

Det sker for at skabe gennemsigtighed om lægernes interesser og sikre patienterne uvildig behandling.

Får styrelsen kendskab til læger, der arbejder ureglementeret for industrien, modtager lægen en påtale om, at sagen kan ende hos politiet.

Antallet af indskærpelser er "i sig selv bekymrende", mener lektor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet Claus Haagen Jensen, som bakkes op af forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen.

- Tallene viser, at lægers bijobberi for medicinalindustrien er udbredt. Det kan i sig selv skabe tvivl om deres uvildighed i patientrådgivningen, siger han til Politiken.

- Tvivlen bliver ikke mindre, når det tilmed viser sig, at mange læger ikke opfylder pligten til at oplyse om bijobberiet.

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), er "virkelig overrasket" og kalder det et stort problem.

Han understreger dog, at påtalerne ikke i sig selv dokumenterer, at lægerne ikke har behandlet patienter uvildigt.

- Men lægerne er med til at rådgive og indkøbe nyt udstyr, så det er vigtigt, at der er rene linjer om habiliteten.

Formand for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen, tror ikke, at lægerne har noget at skjule. Men han erkender, at de manglende ansøgninger er et problem.

- Reglerne er klare nok. Lægers arbejde for industrien skal registreres, og reglerne skal altså følges, fastslår formanden, der mener, at ansvaret for at oplyse myndighederne om et samarbejde i stedet bør påhvile medicinalvirksomhederne, siger han til Politiken.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV