15 anholdt efter masseslagsmål og knivstik

En 26-årig mand fra Brønshøj blev kort efter midnat stukket fire gange med kniv under et større slagsmål ved den årlige havnefest i Gilleleje.

Manden blødte så kraftigt fra de mange stik, at han måtte behandles på stedet. Han er nu overført til Rigshospitalet og meldes uden for livsfare.

Det oplyser vagtchef Dan Houtved fra Nordsjællands Politi.

- En gruppe på 15 unge nydanskere bliver af vagterne på festpladsen bedt om at forlade stedet, fordi de ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, fortæller han.

- Det forløber sådan set stille og roligt, men kort tid efter udvikler det sig til et slagsmål mellem gruppen og nogle af de andre deltagere i havnefesten, fortæller han.

Under slagsmålet bliver den 26-årige mand blandt andet stukket i brystet og i ryggen. Umiddelbart derefter anholder politiet fire af de unge i nærheden af gerningsstedet, hvor politiet også har fundet en kniv.

- Derefter får vi så meldinger om spontant opståede slagsmål flere steder i byen. I den forbindelse anholder vi så de øvrige 11 mænd fra gruppen, siger vagtchefen.

De 15 anholdte, som alle kommer fra Nordsjælland, sidder tidligt lørdag morgen på politistationen i Helsingør til afhøring.

Dan Houtved mener, at balladen er udløst af, de unge følte sig forurettede over at blive bortvist fra festpladsen ved havnen.

/ritzau/

Dagens Gossip