16 er stadig bevidstløse efter voldsomt flystyrt

Flyulykken i San Franciscos internationale lufthavn ser ud til at få uoverskuelige konsekvenser for en stor gruppe passagerer.

Således siger læger fra et hospital i San Francisco, at de hårdest sårede fra Asiana Airlines-flyet stadig er bevidstløse, mens andre har svære blødninger.

I alt er 182 passagerer ud over de to kinesiske piger, der blev dræbt, kommet til skade - heraf 40 alvorligt.

- Af de patienter, vi har på hospitalet, er 15 eller 16 stadig ikke ved bevidsthed, siger Margaret Knudson, midlertidig chef for kirurgi på San Francisco General Hospital, hvor mange af de værst tilredte passagerer er indlagt.

Hun fortæller, at de mest kritiske tilfælde drejer sig om passagerer med alvorlige skader på hovedet og passagerer med større blødninger.

- Nogle af vores patienter er blevet opereret to gange, og der vil blive foretaget mange flere operationer, siger hun.

Alle patienter, som har været i stand til at tale med lægerne, har fortalt, at de sad i bagenden af flyet, hvor halen knækkede af, da den store maskine ramte landingsbanen, siger Knudson.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip

Dagens TV