19-årig fængslet for Café Viking-afpresning

En 19-årig mand er lørdag formiddag i dommervagten i København blevet varetægtsfængslet for afpresning.

Manden er sigtet for at stå bag krav om såkaldte beskyttelsespenge fra værtshuset Café Viking på Nørrebro i København.

Manden blev anholdt fredag og er lørdag blevet fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten på politigården i København.

Her valgte dommeren at sende den 19-årige mand, der angiveligt har forbindelse til indvandrerbanden Brothas, bag tremmer i foreløbig 10 dage.

Gruppen Brothas hører til i Mjølnerparken på Nørrebro i København. Bebyggelsen ligger kun få hundrede meter fra Café Viking.

Sagen om afpresning mod Café Viking har affødt flere undersøgelser af problemet med bandemedlemmers opkrævning af beskyttelsespenge fra forretningsdrivende.

I Københavns Kommune arbejder Center for Sikker By i øjeblikket på at kortlægge, hvor stor problemet med krav om beskyttelsespenge er i hovedstaden.

Også inden for restaurationsbranchen har man iværksat en undersøgelse, der skal kaste lys over problemets omfang.

Det var Jane Pedersen, som ejer Café Viking, der fik sat hele sagen i gang, da hun i sommerens løb stod frem og fortalte, at hun var blevet forsøgt afpresset.

Om anholdelsen i sagen siger hun til Ritzau:

- Hvis det er ham, så er det godt. Men det er svært at udtale sig om det, før det er sikkert, at det er ham, siger hun.

Dagens Gossip