24-årig fængslet for at køre ællinger over med plæneklipper

En 24-årig mand fra Florida i USA er blevet idømt et års fængsel, efter at han er fundet skyldig i grotesk og meningsløst dyreplageri. 

En flok ællinger vraltede tværs over den græsplæne, som Jason Scott Falbo var ansat til at holde ved lige. De var i hælene på deres mor, som var ved at lede dem til en sø i nærheden.

Da havemanden spottede de små væsner, valgte han at køre med over med sin græsslåmaskine, skriver Metro.

- Han var ikke engang ved at slå græsset. Han styrede direkte mod ællingerne og lavede et skarpt sving til venstre. Ligdele var spredt ud over det hele, fortæller Boyd Jentzsch, som ringede til politiet, efter at han overværede den ubehagelige episode.

Andemor og fire ællinger fortsatte ned til søen, men to af ællingerne var blevet ramt af plæneklipperen, og de druknede senere som følge af deres skader.

Ifølge politiet udviser Falbo ingen tegn på anger.

- De var i vejen for mig, så jeg fortsatte bare med at slå græsset, har ællingemorderen fortalt om sin grund til at køre dem over.

Jason Scott Falbos arbejdsgiver fortæller, at det var hans første dag på jobbet. Og formentlig også den sidste.

Han skal nu tilbringe det næste år bag tremmer i fængslet Palm Beach County Jail.

Følg Dagens Dyreriget for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip