50.000 på vej sydpå i julen: Se hvor de rejser hen og om de har julegaver med

Ikke færre end 50.000 danskere dropper julen i Danmark for i stedet at fejre den sydpå.

For cirka så mange danskere vil julen nemlig være en varm og solrig oplevelse i år, for de er nemlig ved at pakke kufferten med sandaler og badetøj i disse dage, og sætter kursen mod i sær De Kanariske Øer og Thailand.

Og en ny undersøgelse viser, at 24 procent af dem også har pakket julegaver i kufferten og hver tiende har såmænd konfekt og stearinlys med på julerejsen.

Især Thailand er i fremgang som julerejsemål:

- Der vil være omkring 2.000 flere danskere, der holder jul i Thailand i år i forhold til sidste jul, og det skyldes først og fremmest den noget større kapacitet til Thailand i år. Der er simpelthen flere rejser på markedet, og deraf også flere gode tilbud for kunderne. De Kanariske Øer er dog stadig den allerstørste juledestination, siger salgsdirektør i Star Tour, Stig Elling.

Star Tours juleundersøgelse med knapt 1.000 besvarelser viser, at 30 procent bor på et all inklusive hotel på julerejsen, mens 22 procent foretrækker en ferielejlighed.

20 procent har ikke planer om at fejre julen på ferien overhovedet, mens resten enten fejrer juleaften på en god restaurant eller med et traditionelt julearrangement på hotellet.

Top fem over mest populære juledestinationer:

1 Gran Canaria

2 Tenerife

3 Thailand

4 Egypten

5 Kap Verde

Dagens Gossip