77-årige Fifa-Blatter: Jeg bliver ved

Fifas præsident Sepp Blatter antyder, at han er klar til at tage endnu fire år i spidsen for verdensfodboldforbundet, når denne valgperiode udløber i 2015.

På det tidspunkt vil schweizeren være 79 år, men Blatter slår fast, at han ikke har tænkt sig at rømme sædet, før Fifa er ryddet op og reformeret.

- Jeg forlader ikke bare skuden og siger farvel.

- Vi har ikke gennemført alle vores reformer, sporten har farer såsom matchfixing, og vi skal også kigge på Fifas politiske organisation, sagde Sepp Blatter ifølge Reuters på det nord- og mellemamerikanske fodboldforbunds (Concacaf) kongres.

Blatter, der har siddet på fodboldens tungeste post siden 1998, er fra flere sider blevet anklaget for at lede et forbund plaget af korruption.

Netop Concacaf har leveret en af de mest omtalte skandaler, da generalsekretær Chuck Blazer for to år siden anklagede præsident Jack Warner, der samtidig var Fifa-vicepræsident, for korruption.

På weekendens kongres blev de delegerede præsenteret for en detaljeret rapport, der beskylder både Blazer og Warner for bedrageri og dårlig økonomisk ledelse.

Sepp Blatter slår fast, at Fifa har behov for mere tid til at få ryddet op.

- Det kræver længere tid, fordi vi skal i bund med det, og jeg smutter ikke bare, siger Sepp Blatter.

/ritzau/

Dagens Gossip