AaB skriver med landsholdsspiller

Superligaens nummer tre, AaB, har forlænget aftalen med Hallur Hansson.

Den færøske landsholdspiller har fået en aftale, der gælder frem til udgangen af juni næste år.

- Hallur har i det første halve år gjort et godt indtryk i AaB, hvor han har udviklet sig meget positivt, siger AaB's direktør, Lynge Jakobsen, til klubbens hjemmeside.

- Efterhånden er han også blevet fast mand på det færøske landshold, og vi har forventninger om, at han kan fortsætte sin udvikling, siger Lynge Jakobsen.

Den 20-årige midtbanespiller, der tidligere har været i skotske Aberdeen, kom i sommer til AaB på en lejeaftale fra den færøske klub HB Torshavn.

Foreløbig har Hallur Hansson spillet fem officielle kampe for AaB.

- Nu venter dog for alvor det hårde arbejde, for det er naturligvis min ambition at arbejde mig ind på holdet og få endnu mere spilletid, siger færingen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip