Ældre ægtepar mister livet i brand i Rørvig

Et ældre ægtepar har søndag aften mistet livet ved en brand i deres hus i Rørvig, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

- Jeg kan ikke sige så meget ud over, at vi er oppe i Rørvig. Vi bliver tilkaldt klokken 21.25, fordi der er ild formentlig i et parcelhus, siger vagtchef Bent Sten Andersen.

Brandvæsnet er de første på stedet, efter at adskillige personer har ringet 112.

Her finder brandfolkene manden liggende død inde i huset, oplyser vagtchefen.

- Og de får reddet kvinden ud, men det lykkedes ikke at genoplive hende, siger han.

De pårørende er endnu ikke underrettet, og politiet forventer ikke at have yderligere oplysninger i sagen før tidligst mandag morgen.

- Vi ved ikke, hvorfor branden er opstået. Vi har først lige fået adgang deroppe, siger Bent Sten Andersen.

- Vi har nu afspærret området og tilkaldt efterforskere, teknisk afdeling og retsmedicinere, som skal foretage undersøgelser deroppe i løbet af natten og klarlægge de nærmere omstændigheder.

/ritzau/

Dagens Gossip