Agent mistænkt for paraplymord er dukket op

Efter at have været som sunket i jorden i årevis er Francesco Gullino, bulgarsk agent, dansk statsborger og måske morder, fundet.

Han bor i den lille østrigske flække Wels, og her sælger Gullino lidt antikviteter og lever ellers af sin danske pension.

Det skriver den britiske avis The Telegraph, der fortæller, at det er den tyske journalist og filmproducent Klaus Dexel, der har fundet Gullino.

Dexel er i gang med at lave en dokumentarfilm om det mystiske paraplymord i den britiske hovedstad, London, tilbage i 1978, da den bulgarske dissident Georgi Markov blev myrdet.

Han ventede på en bus på Waterloo Bridge, da en mand pludselig strejfede ham med en paraply. Markov mærkede et lille stik, men tænkte ikke mere over det.

Tre dage senere var Markov død af den giftampul, som paraplymanden havde stukket i hans lår.

Markov, der er født i Italien, men som efter ordre fra den bulgarske efterretningstjeneste slog sig ned i København i 1978, er af britisk presse tidligere blevet identificeret som Agent Piccadilly.

Dokumenter, der er dukket op i de bulgarske arkiver efter kommunismens sammenbrud i 1989 og 1990, har talt om, at paraplymanden var kendt som netop Agent Piccadilly.

Klaus Dexel har spurt Gullino om sagen, og dansk-italieneren afviser at være paraplymanden.

- Jeg havde ikke noget at gøre med den historie. Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et mere direkte svar, men tænk dig om et øjeblik. Hvis jeg var morderen, tror du så, jeg ville sige det?, siger han.

Gullino siger også, at han stadig er i forbindelse med den mand, han havde som kontaktperson i den bulgarske efterretningstjeneste.

Ritzau har talt med PET om, hvorvidt den danske efterretningstjeneste vil gøre noget ved sagen, nu da han er fundet. PET siger, at "eftersom det angiveligt er et drab begået i Storbritannien", så er det de britiske myndigheder, der skal spørges.

The Telegraph skriver, at Scotland Yard stadig har sagen om paraplymordet åben og samarbejder med organer i udlandet for at få mordet opklaret.

/ritzau/

 

Dagens Gossip