Amagerbank-aktionærer må nok undvære penge

Professor Caspar Rose fra Copenhagen Business School ser med spænding frem til et stort retsopgør, hvor foreningen Amagerinvestor med over 2000 Amagerbank-investorer i ryggen vil sagsøge Amagerbankens sidste ledelse, Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet.

Det vil nemlig give et mere nøjagtigt billede af bankkrakket, hvor man tidligere kun har rettet skytset mod den tidligere ledelse i Amagerbanken, mener professoren.

- Tidligere er man gået efter den gamle ledelse. De nye oplysninger gør, at billedet bliver væsentligt mere nuanceret, fordi man ikke kan udpege én, der er skyld i, at banken krakkede, siger Caspar Rose.

Han påpeger imidlertid, at når der er flere parter, der har skyld, er det også svære at placere et juridisk ansvar.

- Så er der ikke nogen, der kan klandres, og det er jo det paradoksale, men sådan er det juridiske system indrettet. Man skal løfte bevisbyrden for, at den ene part har ageret uagtsomt og ikke ageret, som man burde, siger Caspar Rose.

Derfor bliver det svært for de tidligere aktionærer i Amagerbanken at hente noget hjem ved en kommende retssag.

- Det er op ad bakke, for hvis vi kigger på, hvordan retspraksis er, så er det svært for aktionærerne, siger Caspar Rose.

Han henviser til Hafnia-sagen, hvor forsikringsselskabet havde fået ny kapital via et nyt børsprospekt. Selskabet gik konkurs kort tid efter, men den tidligere ledelse i Hafnia blev senere frikendt i højesteret for, at børsprospektet ikke var misvisende.

Alligevel mener Caspar Rose, det er godt at få sagen belyst af principielle grunde.

- Jeg synes, det er godt for eftertiden at få nuanceret billedet. For i sådanne nogle sager kan man ikke udpege nogle skurke. Virkeligheden er langt mere kompliceret, siger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip