Ankelskadet Wozniacki banket ud af Wimbledon

Caroline Wozniacki er færdig ved Wimbledon efter et nederlag i anden runde til verdensranglistens nummer 196, Petra Cetkovska.

Den tidligere danske verdensetter vred tidligt rundt på anklen, hvilket satte et afgørende præg på kampen.

Wozniacki var tydeligt hæmmet og tabte kampen med 2-6 og 2-6 til Cetkovska.

Den undertippede tjekke havde allerede før danskerens uheld brudt Wozniackis serv og bragt sig foran med 2-1.

Wozniacki fik tapet sin venstre ankel ind og modtog tre minutters lægebehandling, men hun havde svært ved at løbe boldene op. Forholdsvis nemt kunne Petra Cetkovska køre første sæt hjem.

Fra starten af andet sæt så det straks bedre ud, og det var tydeligt, at danskeren havde vænnet sig lidt til smerten.

Foran 2-1 havde Wozniacki endda mulighed for at bryde Cetkovskas serv, men tjekken holdt sin serv, og brød danskerens serv straks efter.

Det blev også 4-2 til Cetkowska i egen serv, og da hun brød Wozniacki endnu en gang til føring 5-2 i andet sæt, anede man for alvor, hvor det bar hen for Caroline Wozniacki.

Nede med 15-30 i Cetkovskas serv missede Wozniacki et oplagt smash, som symboliserede, at hendes spil var faldet sammen.

På den efterfølgende matchbold afsluttede Petra Cetkovska kampen.

/ritzau/

Dagens Gossip