Anklager: Dépardieu må aflevere kørekortet

Anklagemyndigheden kræver, at den franskfødte skuespiller Gérard Dépardieu får inddraget sit kørekort i 10 måneder for scooterkørsel i særdeles beruset tilstand.

Anklageren forlanger desuden fredag ved retten i Paris, at det 64-årige filmikon skal sluge en bøde på 4000 euro.

I forbindelse med et styrt på sin scooter i slutningen af november sidste år fik Dépardieu målt mere end tre gange så meget alkohol i blodet som tilladt.

Franske Dépardieu med det nyligt anskaffede russisk pas mødte på grund af filmoptagelser i Tjetjenien nok en gang ikke op til retssagen. Retten i Paris valgte efterfølgende at udskyde dommen til den 21. juni.

Det er tredje gang, at den korpulente skuespiller ikke er mødt frem til sagen.

Ved en høring i april lød undskyldningen, at Depardieu havde for travlt med indspilningen af en ny film om den tidligere IMF-chef Dominique Strauss-Kahn, hvor han er hovedrolleindehaver.

Spritkørselsagen er blot den seneste skandale af en række fra skuespilleren.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har tidligere i år overrakt Dépardieu russisk statsborgerskab, som han søgte i protest mod Frankrigs bebudede millionærskat.

Depardieu kvitterede ved at kritisere den russiske opposition og hylde Rusland for landets "storslåede demokrati".

Og i august 2011 skabte Dépardieu internationale overskrifter, fordi han forsøgte at urinere i en flaske, da hans fly skulle lette fra Paris.

/ritzau/dpa

 

Dagens Gossip

Dagens TV