Antorini: Folkeskolen halter for hvert femte

En alt for stor del af børnene i folkeskolen er ikke i stand til at tage en ungdomsuddannelse, når de forlader 9. klasse.

Det skal der gøres op med nu, siger undervisningsminister Christine Antorini (S), som tirsdag præsenterer regeringens udspil til en reform af folkeskolen.

- Folkeskolen er rigtig god for de 80 procent. Men det halter lidt for de 20 procent. Mellem 15 og 17 procent af børnene kan i 9. klasse ikke læse og regne godt nok til at tage en ungdomsuddannelse, siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini.

Hun opstiller det mål for reformen, at flere elever skal være klar til at fortsætte på en ungdomsuddannelse.

- Vi skal sikre, at børnene uanset baggrund og køn bliver motiveret til at lære mere. Folkeskolen skulle gerne fungere sådan, at når man forlader 9. klasse, så brænder man for at gennemføre en ungdomsuddannelse, siger Christine Antorini.

Regeringens udspil "Gør en god skole bedre - et fagligt løft af folkeskolen" lægger op til længere skoledage med flere undervisningstimer op til engelskundervisning fra 1. klasse, nye aktivitetstimer og mere efteruddannelse til lærerne, så de fremover kun underviser i fag, de er uddannet inden for.

Samtidig skal skoledagen fokusere mere på dansk og matematik.

- Det gør vi, fordi vi ved, at jo tidligere man får fat i at læse, skrive og regne, jo bedre fundament få man for at lære de andre fag, siger Christine Antorini.

 

Dagens Gossip