Ayub udråbt til vanvidsbilist: TV 2-folk sigtet for ønske om rådden kørsel

To medarbejdere på TV2 Østjylland risikerer nu at blive straffet, fordi de skal have opfordret en bilist til at overtræde færdselsloven.

Østjyllands Politi har rejst tiltale mod en journalist og en fotograf og selve selskabet TV2 Østjylland for at have fået en bilist til at køre "råddent", oplyser politiet.

Men de to medarbejdere nægter sig skyldige i at have fået en bilist til at køre råddent, skrev TV2 Østjylland på sin hjemmeside, da medarbejderne blev sigtet i november sidste år.

Baggrunden for sigtelsen var en optagelse i Aarhus Vest, hvor en ung mand blev filmet, mens han kørte "råddent" i lyskrydset ud for Bazar Vest. Optagelsen var en del af en nyhedsserie, der skulle sætte fokus på rådden kørsel i Østjylland.

Da Østjyllands Politi fik mistanke om, at TV2 Østjyllands journalist og fotograf på stedet havde opfordret den unge mand til at køre "råddent", blev der iværksat en efterforskning.

Via vidneforklaringer og tekniske beviser, herunder videooptagelser, underbyggede efterforskningen mistanken, oplyser politiet.

Sagen er blevet forelagt Rigsadvokaten, der nu har besluttet at rejse tiltale mod de to medarbejdere og mod selskabet TV2 Østjylland.

I straffesager mod pressefolk er det Rigsadvokaten, som har kompetencen til at træffe den endelige beslutning, om der skal rejses tiltale.

Den administrerende direktør for TV2 Østjylland afviser, at loven er overtrådt.

- Vi opfordrer selvfølgelig ingen til at begå ulovligheder, sagde Peter Kramer ved sigtelsen, og han mente, at der ikke var nogen "sag", før der var rejst tiltale.

Sagen forventes gennemført 19. juni i byretten i Aarhus.

Se indslaget fra TV2 Østjyllands, hvor den unge mand Ayub blev udråbt til vanvidsbilist, herunder... 

 

Dagens Gossip