Badmintonherrer får fin start i Kina

OL-sølvmedaljevinderne Mathias Boe og Carsten Mogensen kom onsdag godt fra start i Super Series-finalerne i Kina.

Danskerne slog det unge sydkoreanske par Kim Sa Rang og Kim Ki Jung med 21-17 og 17-9 i den første gruppekamp. Sydkoreanerne trak sig i slutningen af andet sæt, fordi Kim Sa Rang blev ramt af en skade i foden.

Mathias Boe og Carsten Mogensen er kommet i en svær gruppe med de olympiske mestre, Fu Haifeng/Cai Yun, OL's nummer fire, Kien Keat Koo/Boon Heong Tan fra Malaysia, og sydkoreanerne Kim Sa Rang og Kim Ki Jung.

Boe og Mogensen var oppe imod sidstnævnte i den første gruppekamp, og det blev en kamp, hvor de to danskere var i kontrol stort set hele vejen.

De to danskere førte hele vejen i første sæt, som blev vundet med 21-17, og da Boe/Mogensen gik fra 4-4 til 12-4 i andet sæt, var kampen reelt afgjort.

Ikke mange bolde senere var den danske sejr en realitet, da Kim Sa Rang måtte trække sig med en fodskade ved stillingen 17-9 til danskerne.

- Spillet var fint i dag. Vi havde godt styr på dem fra start af, selvom vi havde en lille periode i første sæt, da vi førte 15-10, hvor vi sov lidt. Men ellers en fin kamp.

- Det er nok turneringens fire bedste par, der er kommet i samme pulje, og vi håber, vi kan blive et af de to par, der går videre, siger Mathias Boe i en pressemeddelelse.

De danske OL-medaljetagere tager det meget stille og roligt i forhold til forventningerne.

- Der er ikke ændret noget. Vi tager en kamp ad gangen. Der venter en rigtig svær kamp mod Koo/Tan i morgen, og det er den, der er fuldt fokus på. Begge kampe, der er tilbage, er nøglekampe, mener Mathias Boe.

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl var også i kamp tidligt onsdag morgen. Den danske damedouble tabte i to sæt til verdens måske bedste damedouble, Yu Yang og Wang Xiaoli fra Kina.

/ritzau/

 

Dagens Gossip