Bandemedlem slipper for drabsdom

For et tidligere medlem af banden Bloodz var det en god idé at anke sin straf på 12 års fængsel for drab til landsretten.

Onsdag besluttede Østre Landsret nemlig, at beviserne mod ham ikke rakte til en dom for drab, men "kun" for vold med døden til følge.

Efter 10 års medlemskab af den kriminelle bande Bloodz ville han i 2010 ud af banden og begynde et nyt liv.

- Min familie sagde, at jeg måtte vælge mellem dem eller Bloodz. Jeg valgte min familie, forklarede han, da sagen blev behandlet ved Retten i Glostrup.

Senere måtte han sande, at bandemedlemskabet ikke bare sådan uden videre kunne ophæves.

Han forklarede, at han var blevet lokket i en fælde af sin frisør, der bad ham møde op i salonen på Frederiksberg Allé i København nytårsaftensdag 2010.

Da han dukkede op, stod syv medlemmer af Bloodz klar i salonen og ville have ham til at gå med dem.

Ifølge hans egen forklaring gik han i panik, trak sin pistol og affyrede fire skud. Et af dem dræbte en tilfældig 28-årig mand.

I byretten forklarede han, at han skød i nødværge, men det blev afvist. Byretten fandt det desuden skærpende, at skuddene blev affyret på en åben og befærdet gade og mod en sagesløs og uskyldig person.

Mandag ventes Østre Landsret at afgøre, hvilken straf han så skal have for vold med døden til følge.

/ritzau/

 

Dagens Gossip