Bank betaler gigantbøde for hvidvaskning

11 milliarder kroner.

Det skal den britiske bank HSBC betale i straf til amerikanske myndigheder, fordi banken har hvidvasket penge for kriminelle narkokarteller og for at have gjort forretninger med, hvad USA kalder skurkestater.

Der er tale om den hidtil største straf af sin art, og sagen er yderst pinlig for HSBC, der er Europas største.

HSBC har erkendt overfor amerikanske myndigheder, at der er begået "fejl", og at banken tidligere havde dårlig kontrol med hvidvaskning af penge.

- Vi accepterer ansvaret for tidligere fejltagelser. Vi er meget kede af det, siger HSBC-chefen Stuart Gulliver i en erklæring.

- HSBC er i dag en helt anden organisation, end da disse fejltagelser blev begået, hævder han videre.

HSBC skal over de seneste to år have brugt op mod to milliarder kroner på at udvikle "systemer", så hvidvaskning af penge ikke kan foregå gennem banken.

Det er den amerikanske stat New York og føderale myndigheder i Washington, der har kørt sagen mod HSBC og flere andre banker, som i en årrække har ladet sig anvende af kriminelle bander og lande som Iran og Nordkorea.

USA har indført økonomiske sanktioner over for Iran og Nordkorea og gjort det kriminelt at foretage pengetransaktioner for personer eller organisationer, der angiveligt tjener penge på kriminel virksomhed.

Straffen til HSBC kommer samtidig med, at en anden britisk bank, Standard Chartered Bank, også har indgået en aftale med amerikanske myndigheder om at betale en bøde på 1,7 milliarder kroner for samme forseelse som HSBC.

De amerikanske myndigheder har i alt udstedt bøder for 29 milliarder kroner i til banker, der har overtrådt sanktioner mod skurkestater og narkokarteller.

Ingen bankansatte eller bankchefer er imidlertid blev anklaget for ulovligheder - endnu.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip