Barca forlænger med Messi og andre sjerner

FC Barcelona har forlænget kontrakten med den argentinske verdensstjerne Lionel Messi, så han nu er tilknyttet storklubben frem til sommeren 2018.

Det skriver Barcelona på klubbens hjemmeside. 25-årige Messi havde i forvejen en kontrakt til sommeren 2016.

Også kontrakterne med anfører og forsvarskrumtappen Carles Puyol, 34 år, samt midtbanegeneralen Xavi på 32 år er blevet forlænget.

Puyol forlænger med tre år frem til sommeren 2016, mens Xavi forlænger med to år - ligeledes frem til sommeren 2016.

Barcelona skriver på sin hjemmeside, at klubben dermed har sikret sig kontraktforlængelser med tre af holdets vigtigste spillere.

Trioen har spillet hele seniorkarrieren i Barcelona og hjulpet klubben frem til et hav af titler de seneste år.

Især Lionel Messi har høstet stor succes, siden han debuterede på Barcelonas bedste hold i 2004. De seneste tre år er han blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller, og han er bookmakernes favorit til at vinde for fjerde år i træk i 2012.

I år har Messi scoret sig en ny rekord i historiebøgerne. Indtil videre har argentineren scoret 90 mål for Barcelona og Argentina i det samme kalenderår, og det kan ingen andre matche.

Den tyske legende Gerd Müller havde indtil 9. december i år rekorden på 85 mål. Den rekord stod siden 1972.

Barcelona er godt på vej til at fravriste ærkerivalen Real Madrid det spanske mesterskab. Efter 16 spillerunder i denne sæsons Primera Division er Barcelona noteret for 46 point.

Det er blevet til 15 sejre og uafgjort en enkelt gang. Nummer to er Atlético Madrid, der er hele ni point efter førerholdet. I weekenden vandt Barcelona 4-1 hjemme over netop Atlético Madrid.

Mestrene fra Real Madrid er 13 point efter Barcelona.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV