Barcelona-stjerner tvivlsomme til Bayern-kamp

Barcelona-stjernerne Carles Puyol og Javier Mascherano er tvivlsomme til de kommende to semifinaler i Champions League mod Bayern München.

Det er heller ikke sikkert, at Lionel Messi bliver klar til den første duel på tirsdag.

- Messi deltog i træningen igen fredag, og det er godt. Men det er måske lidt for tidligt at sende ham på banen lørdag mod Levante, siger Barcelonas assistenttræner Jordi Roura ifølge AFP.

Mens Lionel Messi fortsat kæmper med eftervéerne fra en lårskade fra det første kvartfinaleopgør mod Paris Saint-Germain, så ser det værre ud for Carles Puyol og Javier Mascherano.

- Puyol bliver helt sikkert ikke klar til det første opgør, og det bliver også svært for ham at blive klar til returkampen.

- Mascherano kan måske blive klar til returkampen, da det går bedre og bedre med ham. Men, jeg tror, det bliver en kamp mod tiden, siger Roura.

Midterforsvareren Carles Puyol døjer med en knæskade, mens den lidt mere fleksible defensivspiller Javier Mascherano har problemer med et ledbånd.

Barcelona og Bayern München mødes på tirsdag i næste uge i Tyskland, og der er returopgør i Spanien en uge senere.

I den anden semifinale står Real Madrid og Borussia Dortmund over for hinanden.

/ritzau/

 

Dagens Gossip