Barske billeder: Dødstal stiger efter togulykke i Mexico

Mindst seks mennesker er dræbt, og adskillige flere er kvæstede, efter at et godstog med cirka 300 migranter om bord søndag afsporede i det sydøstlige Mexico.

Ulykken skete i et øde og ufremkommeligt sumpområde. Toget, der er kendt som "La Bestia" (dyret), kører fra Guatemala gennem Mexico til den amerikanske grænse.

Migranter fra de latinamerikanske lande betaler normalt omkring 100 dollar til menneskesmuglere for at få adgang til toget - normalt med en plads på taget af godsvognene.

Ulykken skete, mens toget kørte gennem staten Tabasco, på et sted, hvor det kørte langs en flod.

Fire af de dræbte kommer fra Honduras, siger en talsmand for den lokale regering.

Redningsarbejdet er besværliggjort af, at stedet kun er tilgængeligt via vandvejen. Ifølge lokale myndigheder afsporede toget omkring klokken tre om natten. Otte af togets 12 vogne væltede. Myndighederne regner med at finde flere omkomne.

Årligt passerer omkring 140.000 personer fra central- og latinamerikanske ulovligt gennem Mexico på deres vej mod USA.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip