Bendtner har udsigt til startplads

Når fodboldklubben Juventus klokken 12.30 indleder udekampen i Serie A mod Catania, er det med Nicklas Bendtner i startopstillingen.

Juventus-træner Antonio Conte giver for første gang den danske landsholdsangriber chancen fra start, selv om Bendtner blot regnes som femtevalg i angrebet.

Danskeren, som kun har spillet cirka 25 minutter i Juventus-trøjen, skal danne angrebspar med Mirko Vucinic, der regnes som førsteangriber i klubben.

De tre øvrige angribere, Sebastian Giovinco, Fabio Quagliarella og Alessandro Matri, indleder alle kampen på bænken.

I tirsdagens skuffende 1-1-udekamp mod FC Nordsjælland i Champions League spillede Giovinco og Matri fra start, mens Vucinic og Bendtner blev skiftet ind undervejs.

Nicklas Bendtner kom i sommer til Juventus på en etårig lejeaftale fra engelske Arsenal.

 

Dagens Gossip