Betjente finder 40 slanger på hotelværelse

De canadiske myndigheder har fundet 40 pytonslanger på et hotelværelse, hvor slangerne blev opbevaret i plastikspande.

Politiet fandt slangerne, der var mellem 30 centimeter og 137 centimeter lange, på et motel i Brantford, der ligger omkring 100 kilometer sydvest for Toronto.

- Der var ikke taget godt hånd om slangerne, og de var i nød. De bekymrede betjente ringede til et dyreværn, der tager sig af de 40 slanger, lyder det i en meddelelse fra det lokale politi, der forventer, at slangerne nok skal komme sig.

En chef på motellet siger, at slangerne tilhørte et par, der var tjekket ind for en enkelt overnatning. De var ikke til stede, da politiet dukkede op.

Det er ikke lovligt at holde pytonslanger som kæledyr i området, lyder det.

I sidste uge blev to drenge i det østlige Canada kvalt af en næsten fire meter lang pytonslange, mens de lå og sov.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip