Bilbombe ryster Hizbollah-højborg i Beirut

En kraftig bilbombe har tirsdag formiddag rystet Libanons hovedstad, Beirut. Ifølge den amerikanske tv-station CNN er syv mennesker blevet dræbt ved eksplosionen.

Bilbomben eksploderede i en forstad syd for Beirut. Ifølge beboere i området er stedet højborg for den militante gruppe Hizbollah, der støtter den syriske præsident Bashar al-Assad i borgerkrigen i Syrien.

Der er indtil videre ingen oplysninger om, hvad der forårsagede eksplosionen.

Men der har været tiltagende spændinger mellem Hizbollah og sunnimuslimerne i landet, siden den shiamuslimske bevægelse begyndte at engagere sig i Syrien-konflikten for at hjælpe Bashar al-Assad.

Angrebet er det andet på få måneder i det sydlige Beirut. I maj ramte to raketter området, og libanesiske sikkerhedsstyrker har samtidig uskadeliggjort adskillige raketter i nærheden af Beirut de seneste måneder.

Det er endnu uvist, hvem der står bag angrebene tirsdag såvel som i maj.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip