Billist med kæmpepromille sov i trafikkryds

Alkoholen pumpede rundt i blodårerne hos en mildt sagt omtåget bilist, der natten til søndag blev vækket af politibetjente midt i et trafikkryds på Sankt Mikkels Allé i Taastrup.

- Det er en taxachauffør, som har opdaget, at manden holder stille midt i et kryds, hvor han er faldet i søvn bag rattet med motoren i gang, fortæller vagtchef Jens Møller fra Københavns Vestegns Politi.

- I vores alkometertest, der blæser han den op til mere end 2,7. Testen er kun vejledende, men den plejer at holde meget godt, så han er i hvert fald oppe omkring 2,5, tilføjer vagtchefen.

Den 48-årige mand, som nu sover fuldskaben ud i detentionen, har med andre ord fået mere end en enkelt tår over tørsten.

- Jeg tror, de fleste almindelige mennesker ikke engang ville være i stand til at gå oprejst med sådan en promille. Det er meget sjældent, at vi oplever så høje promiller, siger Jens Møller.

Politiet blev alarmeret af taxachaufføren om den sovende spritbilist klokken 03.25. Selvom han har været kanonfuld, lader det ikke til, at manden har været til fare for nogen i området.

- Det er selvfølgelig ikke særligt smart, at han holder midt i krydset. Men man kan sige, at det faktisk er lidt heldigt, at han falder i søvn og holder stille. For så forvolder han jo ingen skade, siger Jens Møller.

Manden er kendt af politiet i forvejen for spirituskørsel, og han er faktisk allerede frakendt kørekortet. Han vågner søndag op til en sigtelse for spirituskørsel og for at have kørt bil i frakendelsestiden. Politiet regner også med at konfiskere hans bil.

/ritzau/

 

Dagens Gossip