Bjørn er tilbage på førstepladsen i Singapore

Flere perioder med uvejr og lyn og torden over Singapore har ikke slået den danske golfspiller Thomas Bjørn ud af kurs.

Efter en lang lørdag, hvor danskeren både spillede anden runde og tre huller på tredje, er Bjørn på førstepladsen i Singapore Open, inden feltet søndag tager hul på den afgørende dag.

Bjørn er et slag foran briten Chris Wood og to foran Sydafrikas George Coetzee, der begge - ligesom Bjørn - nåede tre huller på tredje runde, inden mørket afbrød spillet lørdag aften lokal tid.

- Denne bane kan virkelig bide dig, især hvis dine slag ikke rigtigt sidder. Tallene kan hurtigt løbe op, hvis man ikke passer på. Men jeg har nydt de to dage, og det er rart at spille så godt, siger Thomas Bjørn til turneringens hjemmeside.

Bag sig har han blandt andre den nordirske superstjerne Rory McIlroy, der er fem slag efter, og som efter en sløv start er ved at spille sig op.

McIlroy, der har selskab af kæresten Caroline Wozniacki i Singapore, nåede ni huller lørdag aften og gik dem i to slag under par. Det indbringer ham en foreløbig 13.-plads som han deler med syv spillere, heriblandt danske Anders Hansen.

Tredje runde genoptages søndag formiddag i Singapore.

 

Dagens Gossip

Dagens TV