Blå tænketank roser Helle Thorning

Der er ros fra uventet side til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Planerne om en jobskabelsespakke, som statsministeren lancerede på sit ugentlige pressemøde tirsdag, får nemlig ros fra den liberale tænketank Cepos.

- Det er også nyttigt, at hun vil lancere en jobskabelsespakke, siger tænketankens cheføkonom, Mads Lundby Hansen.

Cepos har hele tiden peget på skattelettelser som middel til at forbedre konkurrenceevnen og dermed løfte jobskabelse. Tænketanken mener, at der er brug for skatte- og afgiftslettelser indenfor flere områder.

- Der tænker jeg på lavere energiafgifter og NOx-afgift, ligesom man kan lette afgifter på grænsehandelsfølsomme varer som sodavand, øl og spiritus, siger Mads Lundby Hansen, der også peger på en reduktion i selskabsskatten som oplagt mulig.

- Så bliver det mere attraktivt at investere i ny teknologi og maskiner, siger cheføkonomen.

Helle Thorning-Schmidt erkendte på pressemødet, at det bliver en udfordring af finde finansieringen til jobskabelsespakken. Men også her kommer Cepos statsministeren til undsætning.

- Her skal man være opmærksom på, at regeringen faktisk har et råderum på 8 mia. kr. Fordi det offentlige forbrug i 2012 ifølge Økonomi- og indenrigsministeriet havnede 8 mia. kr. lavere end budgetteret, siger Mads Lundby Hansen, der mener, at det vil være oplagt at tage hul på de penge.

- Disse penge kan øremærkes til lavere skatter og afgifter, der kan styrke væksten på kort og langt sigt, siger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip