Bøder til officer i videosag

Den tidligere efterretningsofficer Anders Kærgaard skal betale ugentlige bøder på 500 kroner i et halvt år, fordi han ikke vil fortælle navnet på en kollega, som kan understøtte påstanden om løgn mod den øverstkommanderende for de danske styrker i Irak.

Sådan lyder kendelsen fra dommer Peter Lind Larsen torsdag i Københavns Byret, efter Forsvarets Auditørkorps ikke har kunnet få navnet fra den 40-årige tidligere officer under afhøringer.

- Der foreligger ikke oplysninger om vidnefritagelsesgrunde, og vidnet har pligt til at fremkomme med oplysningen. Oplysningen må antages at have betydning for efterforskningen i sagen, siger dommeren i retten.

Dommeren kunne også ty til forvaring i arresten, men på grund af Anders Kærgaards helbredstilstand - han har fået konstateret post traumatisk stress syndrom - og sagens natur mener Peter Lind Larsen ikke, at forvaring skal tages i brug.

Under stor opmærksomhed fra medierne stod Anders Kærgaard ellers frem i oktober sidste år og offentliggjorde en video fra en militæroperation i Irak. En video, som Forsvarskommandoen blandt andre til Kammeradvokaten havde oplyst, ikke eksisterede.

Men siden har Anders Kærgaard som vidne afvist at give oplysninger til Forsvarets Auditørkorps. Og det selvom den tidlige officer, som nu har fået konstateret post traumatisk stress syndrom, peger på en bestemt kollega.

Sagen drejer sig om påstået vildledning af Forsvarskommandoen i forbindelse med, hvad der skete under Operation Green Desert i det sydlige Irak i 2004.

Forsvarskommandoen har nemlig flere gange hævdet, at der ikke var lyd- eller billedoptagelser under operationen.

Men det passer ikke, og derfor undersøger auditørerne nu, om den daværende øverstkommanderende i Irak John Dalby bevidst eller groft uagtsomt har givet forkerte oplysninger til Forsvarskommandoen.

Både Anders Kærgaards forsvarsadvokat, Mads Krøger Pramming, og fungerende auditør Kristian Kirk overvejer, om de vil kære afgørelsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip