Boksekamp om klimaet i gang

Ministre fra over 100 lande er ankommet til finalen af FN's klimakonference i Qatars hovedstad, Doha. Forude venter tre-fire hårde døgn på COP18, forudser klima- og energiminister Martin Lidegaard (R).

- Det kan blive nogle meget lange dage, vi har foran os. Der er mange knaster og meget, der skal ryddes af vejen, før vi kan komme hjem med noget, der ligner en aftale hernedefra, siger Lidegaard fra Doha.

To ting er i fokus: Klimafinansiering til ulandene og kapløbet for at lukke "CO2-hullet" - det vil sige afstanden mellem landenes løfter og de CO2-reduktioner, der er nødvendige for at begrænse opvarmningen af Jorden til højst to grader.

- Ulandene forventer af os rige lande, at vi fortsætter med at hjælpe dem til en grøn udvikling og tilpasse sig klimaændringer, og det er meget lidt nyt, vi har med fra de rige landes side, siger Lidegaard.

På klimatopmødet i København i 2009 blev det aftalt, at rige lande i 2010-2012 skulle yde 30 milliarder dollar, så fattige lande kan tilpasse sig tørke, oversvømmelser og ekstremt vejr.

I 2020 skal klimastøtten nå op på 100 milliarder dollar årligt, og det er helt uklart, hvor pengene i FN's Grønne Klimafond skal komme fra efter 2012. Ulandene siger selv, de har brug for 60 milliarder dollar fra nu til 2015.

Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp frygter, at industrilandene løber fra aftalen.

- Det er løftebrud, at de rige lande, herunder EU, ikke kan komme op med konkrete tal for klimastøtten fra 2013 til 2020. De fattigste og mest sårbare lande er ikke selv skyld i klimaproblemet, men har desperat brug for støtten, siger han.

Adskillige nye rapporter peger på, at CO2-udledningen og opvarmningen af Jorden har taget så meget fart, at kloden er fire grader varmere i 2100. Det kan føre til, at klimaet løber løbsk og kommer helt ud af kontrol.

EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, anslog alvoren under åbningen af COP18's højniveau-del tirsdag. Vi behøver ikke flere rapporter for at gøre det rigtige, understregede hun.

- Tålmodighed er ikke mit mellemnavn, og tiden ER ved at løbe fra os. Min bøn til jer er denne: Lad os ikke blive fanget af formalia. Lad os beskæftige os med virkeligheden!, sagde hun.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV