Brandmand trækker døende hvalp ud af flammerne: Et år efter får hunden en ærespris

Den amerikanske brandmand Bill Lindler har flere gode historier at fortælle fra sin tid som brandmand. Én af historierne slår dog dem alle; fortællingen om, hvordan han reddede og mødte sin hund.

Sidste år i april kom Bill hjem fra sit arbejde ved Hanahan brandvæsen i staten South Carolina, da han så, at et nabohus var i brand. Det skriver The Dodo

- Jeg så, hvordan en hundemor og en del af hendes hvalpe løb ud af garagen, men så så jeg også, hvordan en af hvalpene prøvede at komme ud, da et stykke af loftet faldt ned oven på den. Han begyndte at pibe, men kom selv fri og bakkede så og lagde sit fladt ned i et hjørne af den brændende garage, siger Bill Lindler til The Dodo.

Læs også: Virkelighedens Lassie: Gøende hund redder heste fra at brænde inde

Bill løb ind i huset og fandt hvalpen bag en sofa, hvor den lå helt stille. Da han fik hvalpen ud, trak den ikke vejret, så Bill foretog mund-til-mund på det lille kræ, indtil de kunne give den ilt.

Hunden, der senere fik navnet Jack, overlevede, men blev indlogeret på et internat, hvor den blev behandlet for sine brandskader.

Da Bill kiggede forbi nogle uger senere, havde familien ikke hentet Jack og ønskede ikke at få den tilbage.

Dér besluttede Bill sig for at redde Jack endnu en gang og tog ham med sig hjem.

Internatet krævede ikke penge for behandlingen, fordi de fandt det meget passende, at hvalpens redningsmand blev dens nye ejer.

Jack var stadig ilde tilredt og havde fået forbrændinger på over 70 procent af den lille krop.

Men efterhånden som hunden voksede og fik det bedre, kom den med Bill på arbejde på brandstationen.

- Alle var helt vilde med ham. Han er det sødeste lille dyr overhovedet, så alle blev smask forelskede i ham, fortæller Bill Lindler.

Bills kone lavede en lille dragt til Jack, så han officielt blev en del af brandkorpset.

Han fik også sin egen seng på brandstationen og blev senere hen officielt kåret som stationens maskot og en ”æresbrandmand”.

I dag bliver Jack taget med ud på skoler, når brandmændene underviser børn i sikkerhed og brandforebyggelse.

Brandmændene selv elsker at komme tilbage efter en hård dags arbejde og se Jack på stationen, hvor de kan hilse på ham og få det gode humør tilbage, hvis de har været ude ved en hård oplevelse.

Bill vil med tiden gerne bruge Jack som en terapihund til børn, der har fået svære brandskader.

- Jeg vil gerne bruge ham som terapihund til brandskadede børn, så de kan se, at han overlevede, og at han stadig er smuk trods sine ar. Men lige nu arbejder vi på at gøre ham til en hund, der kan bruges i brandtjenesten.

Jack har det rigtig godt trods sine ar, og når folk spørger Bill, hvorfor han har dem, fortæller han dem, at de stammer fra Jacks job som brandmand.

Følg Dagens Helte for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV