Breivik flyttes igen til andet fængsel

Den terrordømte norske massemorder, Anders Behring Breivik, skal flyttes fra Ila fængsel til afdelingen med særligt sikkerhedsniveau i Skien fængsel. Han har også tidligere været flyttet til samme sted.

Breivik har selv flere gange ansøgt om overflytning til Skien, fordi han er utilfreds med afsoningsforholdene på Ila, oplyser norsk statsradiofoni, NRK.

Vicedirektør Jan Erik Sandlie fra den norske Kriminalforsorg siger imidlertid, at flytningen er rutinemæssig og ikke har nogen sammenhæng med Breiviks klager.

- Han har selv ansøgt om at blive flyttet flere gange. Men det er ikke derfor, at han nu bliver flyttet. Der er ikke nogen særlig dramatik i det, siger Sandlie til NRK og uddyber:

- Det er måden, vi arbejder på i Kriminalforsorgen. Det er helt almindeligt ærligt krævende at indsatte ind imellem flyttes mellem forskellige anstalter.

Beslutningen om overflytningen blev taget i begyndelsen af juni, men det står ikke klart, hvornår Breivik vil blive flyttet, eller hvor længe han skal sidde i Skien fængsel. Det, der derimod står helt klart, er, at han på et tidspunkt vil blive ført tilbage til Ila fængsel.

Sandlie oplyser, at det er sikkerhedsmæssige forhold, der har været afgørende for flytningen.

/ritzau/NTB

 

Dagens Gossip

Dagens TV