Briter præsenterer FN-resolution om Syrien

Storbritannien har udarbejdet et udkast til en FN-resolution, der skal give bemyndigelse til foranstaltninger, så man kan beskytte civile i Syrien.

Det skriver den britiske premierminister, David Cameron, på Twitter.

Resolutionen vil "blive præsenteret på et møde blandt de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd" onsdag i New York, skriver Cameron.

- Storbritannien har skrevet udkast til en resolution, der fordømmer de kemiske angreb af Assad og giver autoritet til, at nødvendige midler tages i brug for at beskytte civile, skriver den britiske premierminister.

Tysklands udenrigsminister, Guido Westerwelle, bakker op om det britiske forslag og opfordrer samtidig landene i FN's Sikkerhedsråd til at gøre det samme.

- Vi opfordrer alle medlemmer af Sikkerhedsrådet, specielt Rusland, til at gribe muligheden og bidrage til en fælles holdning i det internationale samfund mod anvendelsen af kemiske våben i Syrien, siger Guido Westerwelle.

Såvel den britiske premierminister David Cameron som den franske præsident François Hollande holder onsdag eftermiddag møder med deres respektive sikkerhedsrådgivere om den anspændte situation i Syrien.

Cameron har torsdag hasteindkaldt det britiske underhus for at debattere Syrien-spørgsmålet, men den franske nationalforsamling først er indkaldt til debat næste onsdag.

En række vestlige lande, blandt dem Storbritannien og USA, har givet udtryk for, at en militæraktion mod Syrien er nært forestående. Torsdag er flere gange blevet nævnt som en mulig dag for militæraktionen.

Umiddelbart inden Camerons udmelding sagde FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, i Haag, at FN's våbeninspektører i Syrien har "brug for tid" til at udføre deres undersøgelser af et påstået giftgasangreb i forstæder til hovedstaden Damaskus.

Oppositionen har opgivet dødstallet for giftgasangrebet onsdag i sidste uge til 1300. Læger uden Grænser har med kilder på tre hospitaler i Damaskus-provinsen meddelt, at 355 er erklæret døde som følge af nerveforgiftning.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip