Brøndby undskylder elendigt regnskab

Da fodboldklubben Brøndby IF mandag aften præsenterede sit årsregnskab for 2012 på minus 266,6 millioner kroner før skat, blev det indledt med et stort "undskyld".

- Undskyld ...

- ... er ikke det mest anvendte ord i dansk erhvervsliv eller i sportens verden. Det er altid svært at sige undskyld, særligt når man ikke selv har været med til alle beslutninger gennem de år, hvor Brøndby IF har været ude af kurs.

- Men selskabet - Brøndby IF - har som den ansvarlige behov for at sige undskyld for de dårlige sportslige resultater, ditto økonomiske og omdømmemæssige. Det er kun hårdt arbejde, som kan rette op herpå samt helt nye holdninger.

- Det kan I læse mere om i denne årsrapport, skriver bestyrelsen i årsregnskabet og tilføjer blandt andet:

- Det er således på sin plads, at Brøndby IF siger undskyld over for vores aktionærer, medarbejdere, fans og sponsorer for de dårlige resultater, som Brøndby IF har leveret de seneste år, både sportsligt og økonomisk. Vi forstår frustrationerne.

- Årsagerne til de dårlige resultater har været mange. Og det er nemt at skyde skylden på den globale finanskrise, der har ramt fodboldverdenen meget hårdt.

- Men vi vurderer, at de fleste af dårligdommene stammer fra den tid, hvor Brøndby IF havde succes, sportsligt og økonomisk.

- Med så stor succes og med den governancestruktur, som Brøndby IF har haft indtil i dag, er det meget vanskeligt at skabe forandring, nytænkning og accept af, at verdenen og dermed egne vilkår har ændret sig hurtigt og dramatisk.

- I en sådan situation tager det altid uforholdsmæssig lang tid at nå frem til de afgørende forandringer, som skal skabe grundlag for en god sportslig og økonomisk fremtid.

- Uanset fremtidens ejerstruktur er det vigtigt at skabe kontinuitet i samarbejdet med amatørklubben, hvilket er helt afgørende for Brøndby IF's fremtid.

/ritzau/

 

Dagens Gossip