Brystsælgere dropper app efter voldsom kritik

Aleris-Hamlet Hospitaler trækker nu den meget omtalte app Brystguiden tilbage, der viser, hvordan man vil se ud med større bryster.

Appen blev lanceret mandag og er allerede blevet hentet mere end 10.000 gange, men den trækkes tilbage efter hård kritik fra blandt andre sundhedsminister Astrid Krag (SF).

- Vi var fra starten klar over, at Brystguiden er et initiativ med kant, men appen har tiltrukket langt større opmærksomhed, end vi regnede med, siger Nis Alstrup, administrerende direktør for Aleris-Hamlet Hospitaler, i en pressemeddelelse.

- Dels ligger Brystguiden med over 10.000 downloads på en andenplads i App Store, og dels har den mødt voldsommere kritik end forventet. Da en del tydeligvis er blevet stødt, har vi besluttet at trække applikationen tilbage i dag, onsdag, tilføjer Nis Alstrup.

Privathospitalet er Danmarks største udbyder af brystforstørrende operationer. Appen har modtaget kritik fra flere sider for at henvende sig til også helt unge piger, der kan lade sig forføre af drømmen om en større barm.

- Appen var tænkt som en gimmick i en større kampagne, der skal sætte fokus på, hvor vigtig grundig overvejelse, god rådgivning og høj kvalitet er i forbindelse med brystforstørrende operationer, siger Nis Alstrup.

Han tilføjer, at initiativet henvender sig især til yngre kvinder, fordi det er en målgruppe, som er svær at komme i kontakt med gennem de traditionelle kanaler.

Ifølge Nis Alstrup er kampagnen en reaktion på, at brystforstørrende operationer bliver stadig mere populære blandt unge kvinder, og at man på privathospitalerne oplever, at vejen fra tanke til handling er blevet kortere.

- Vi tager kraftigt afstand fra impulskøb og at gå på kompromis med rådgivning og kvalitet, når det gælder kosmetisk kirurgi.

- Derfor har vi lanceret flere tiltag, der har til formål at sikre bedre information om brystforstørrende operationer og hjælpe især unge kvinder til at træffe det valg, der er rigtigt for dem i længden, siger Nis Alstrup.

Kampagnens Facebook-side Brystakademiet fortsætter som hidtil.

/ritzau/

 

Dagens Gossip