Bush senior indlagt på intensiv

Den tidligere amerikanske præsident George H.W. Bush er blevet indlagt på intensivafdelingen på et hospital i Houston i delstaten Texas. Det siger familiens talsmand, Jim McGrath.

- Han er vågen og taler med det lægefaglige personale, og han er omgivet af sin familie, lyder det fra talsmanden.

88-årige Bush blev allerede søndag overført til intensivafdelingen på Methodist Hospital, tilføjer McGrath. Eks-præsidenten kæmper blandt andet med høj feber og har siden søndag blot levet af væske, skriver Houston Cronicle.

- Han har været ramt af en række tilbageslag, lyder det fra McGrath ifølge den amerikanske avis.

Bush er i løbet af de seneste måneder røget ind og ud af hospitalet i den amerikanske storby. Sidst i november blev han indlagt på grund af en kronisk hoste.

Bush, som var republikansk vicepræsident i otte år under præsident Ronald Reagan, var præsident fra 1989 til 1993.

Han er gift med Barbara Bush og far til seks - blandt andre George W. Bush, som var præsident fra 2001-2009.

Bush-senior var amerikansk leder under Golfkrigen i begyndelsen af 1990'erne, da USA gik i spidsen for et FN-ledet angreb på det mellemøstlige land, efter at Iraks daværende præsident, Saddam Hussein, havde invaderet Kuwait.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip