Chance for hvid jul i én del af landet

Sneen vil vælte ned over landet med tiltagende styrke i løbet af søndagen. Det afløses senere af isslag, og med undtagelse af Nordjylland bliver det derefter tøvejr med regn, som vil vaske en del af sneen væk, forudser DMI.

Når danskerne vågner op juleaftensdag vil der dog stadig være sne mange steder, men det meste forsvinder, inden mørket begynder at sænke sig sidst på eftermiddagen. Temperaturerne vil i størstedelen af landet holde sig over nulpunktet.

- Men jeg tror, at sneen overlever i Midt- og Nordjylland juleaftensdag, siger Jørn Thomsen, vagtchef ved DMI.

Søndag falder de største mængder sne i Nordøstjylland, der kan få op til 20 centimeter, mens der i resten af landet ventes at falde mellem fem og 15 centimer. I Nordjylland vil sneen stort dale ned hele dagen og natten igennem.

I løbet af søndagen slår vejret om til isslag, som ventes at sætte ind omkring middagstid i Sydvestjylland. Det trækker så langsom mod øst og afløses af tøvejr og regn, som også bevæger sig mod Fyn og Sjælland i løbet af eftermiddagen og aftenen.

- Det sner lige nu i den sydvestlige del. Ikke vildt og voldsomt, men det har sneet en stor del af tiden i nat. Snevejret breder sig senere til resten af landet. I løbet af formiddagen bliver snevejret kraftigere, siger vagtchefen.

Lillejuleaftensdag er en af årets største rejsedage, og det vil være klogt at komme af sted i god tid. Det bliver nemlig besværligt at komme frem på vejene, advarer Jørn Thomsen.

- Det bliver slemt over hele landet. Bare på forskellige tidspunkter. Bilister, der skal rejse på tværs af landet, får det vanskeligt, forudser han.

Fra Vejdirektoratet lyder rådet: Kør forsigtigt og i god tid. Og husk en skovl og tæpper.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV