Contador er flyttet tæt på Riis

Alberto Contador bor ikke længere i Spanien, men er flyttet tæt på Bjarne Riis' hjem i Lugano i Schweiz.

Den spanske cykelstjerne har dermed sluttet sig til en stor gruppe af sine holdkammerater, som alle har bosat sig nær Saxo-Tinkoffs holdejer.

- Ja, jeg bor nær Lugano, og jeg bruger den meste af min tid dér.

- Mine holdkammerater Rogers, Paulinho, Zaugg og Hernandez bor også tæt på, og det betyder, at jeg kan træne godt under Bjarne Riis' overvågning. Han bor også i Lugano, siger Contador ifølge cyclingnews.com til den spanske radiostadion Cadena Sur.

Alberto Contador fortæller, at det går rigtig godt med træningen frem mod Tour de France. Han tror på, at han kan slå Team Skys Chris Froome og sidste års Tour-vinder Bradley Wiggins.

- Min form bliver bedre og bedre, og mine ben føles godt. Jeg er ikke bange for Froome eller Wiggins, siger Contador, der føler sig sikker på, at Wiggins kører Touren.

Sidste års vinder af det franske etapeløb måtte dog tidligere på måneden udgå af Giro d'Italia på grund af en brystinfektion.

- Jeg er sikker på, at han kører. Han vil være på 99 procent af sit højeste niveau, specielt efter at han udgik så tidligt i Giroen, siger spanieren.

Tour de France begynder den 29. juni og slutter tre uger senere i Paris.

/ritzau/

 

Dagens Gossip