Corydon: Dropper ikke skattelettelser for EL

Regeringen vil ikke sløjfe selskabsskattelettelser for fire milliarder kroner for at få en aftale med Enhedslisten om finansloven for 2014 .

Det fastslår finansminister Bjarne Corydon (S), før han fredag indleder forhandlinger med Enhedslisten, som kræver 8000 flere offentligt ansatte til en samlet pris af 2,5 milliarder kroner.

- Det, vi har gjort for at skabe arbejdspladser og hjælpe vores erhvervsliv og virksomheder i Danmark, er aftalt bredt i Folketinget. Det rokkes der ikke ved. Jeg kan selvfølgelig ikke lave om på de aftaler, som jeg én gang har indgået.

- Jeg forhandler med Enhedslisten ved bordet, siger Bjarne Corydon.

Enhedslisten stiller tre hovedkrav: Flere private og offentlige arbejdspladser, velfærden skal styrkes, og Danmark skal gøres grønnere, siger partiets politiske ordfører Johanne Schmidt Nielsen.

- Krisen har ramt vores borgernære velfærd meget, meget hårdt. Det er især gået ud over vore ældre medborgere og vore børn, siger hun.

Enhedslisten stiller ikke ultimative krav før forhandlingerne, understreger hun.

- Vi har ikke brugt ordet ultimativt på noget tidspunkt, Vi stiler ikke ultimative krav. Men hvis vi skal lave en finanslov med regeringen, så er det klart, at vi skal have en finanslov, som løfter velfærden. Det er der behov for, siger Johanne Schmidt Nielsen.

Enhedslisten vil dels droppe selskabsskattelettelserne, dels beskatte kapitalindkomster som aktier hårdere, påpeger hun.

Finansministeren undrer sig ikke over, at Enhedslisten møder med en "meget klart skåret holdning".

- Regeringen har til opgave at få tingene til at hænge sammen økonomisk, siger Bjarne Corydon.

Senere fredag forhandler finansministeren med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative. Venstre kommer først onsdag i næste uge.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV