Cristiano Ronaldo: Jeg er verdens bedste

Real Madrids Cristiano Ronaldo tøver ikke og siger, at han ville stemme på sig selv som verdens bedste fodboldspiller 2012, hvis han kunne.

Det siger portugiseren i et interview med France Football, som sammen med det internationale fodboldforbund (Fifa) står for den såkaldte Fifa Ballon d'Or, der gives til verdens bedste fodboldspiller.

- Hvis jeg kunne, ville jeg stemme på mig selv. Jeg er, hvad jeg er, og det er jeg glad for. At være for ydmyg er ikke godt. I Portugal siger vi, at for meget ydmyghed er forfængelighed, siger Ronaldo, som fik titlen som verdens bedste i 2008.

De seneste tre år er Fifa Ballon d'Or gået til Ronaldos ærkerival fra FC Barcelona, argentinske Lionel Messi.

Både Ronaldo og Messi er blandt de 23 nominerede til 2012-prisen.

Det er landstrænere, landsholdsanførere og et udvalg af journalister, som vælger vinderen, der bliver offentliggjort 7. januar 2013.

Ronaldo skal selv afgive en stemme som portugisisk landsholdsanfører, men han kan altså ikke stemme på sig selv.

De 23 nominerede bliver 29. november skåret ned til tre spillere, som til sidst dyster om den prestigefyldte hæder.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV