Daginstitutioner kan opdage astma

Når de andre børn leger vildt, går barnet hen og sætter sig i sandkassen. Det kan ikke løbe lige så langt som de andre. Og når børnehaven er på tur, går der ikke længe, inden barnet er træt.

Hvis et barn opfører sig sådan, kan det være, at det har astma, fortæller bestyrelsesformand i Lungeforeningen, Johannes Flensted-Jensen

- Det er sådan noget med lige at se på børn, som trækker sig lidt, når de skal lave noget anstrengende. De kan have astma. Og jo tidligere det bliver konstateret og behandlet, jo bedre bliver livet for børnene, siger han.

Derfor opfordrer Lungeforeningen nu de danske kommuner til at gøre pædagoger opmærksomme på, at de skal holde øje med astmasymptomerne.

Omkring 10 procent af de danske skolebørn har astma, hvilket svarer til 2-3 børn i hver skoleklasse. Og omkring en tredjedel af dem har endnu ikke fået diagnostiseret sygdommen, vurderer Søren Pedersen

- Det er ganske mange børn faktisk.

Børn, der har uopdaget astma, bliver overvægtige. De bliver oftere væk fra skole, de sover dårligt om natten, og derfor kan de få indlæringsvanskeligheder. De har desuden ofte lavt selvværd, og der er flere tilfælde af depression.

- Jo længere tid der går, jo større bliver de her problemer, og jo svære bliver det af få dem til at gå væk. I det øjeblik de bliver behandlet, kan børnene leve et liv som alle andre børn.

I Finland har en national kampagne for at finde frem til børn med astma mindsket antallet af hospitalsindlæggelser på grund af astma med 80 procent.

Hvis astmaen bliver opdaget tidligere, kan børnene klare sig med mindre medicin, fortæller Søren Pedersen. De vil gå mindre til læge, og på sigt vil de undgå livsstilssygdomme.

/ritzau/

Dagens Gossip