Danmark sikrer 50.000 job på eksport

Danske virksomheder har vendt flere års negativ udvikling og begynder nu at tage markedsandele fra konkurrenterne.

Eksporten til verdens 10 vigtigste vækstmarkeder er på vej mod en stigning på ni procent i år, mens lande som både Tyskland, Sverige og Holland står over for et fald. Det viser en ny analyse fra Danmarks Eksportråd, skriver Børsen.

Danmarks eksport vil i år beløbe sig til næsten 70 milliarder kroner og sikre godt 50.000 danske job, lyder det.

- Jeg håber, at det er en blivende udvikling. Det vil være meget glædeligt, siger handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) til Børsen.

- I 2012 og første kvartal af 2013 har vi brudt en 10-årig tendens til tab af markedsandele på vækstmarkeder i forhold til vores konkurrenter, tilføjer hun.

For et år siden præsenterede regeringen sin vækststrategi. Målet er, at eksporten til de nye vækstmarkeder skal vokse med 50 procent frem til 2016.

- Det begynder at ligne en tendens, hvor Danmark ikke længere oplever en marginalisering på de nye markeder, siger professor Philipp Schröder fra Aarhus Universitet, som også er medlem af Produktivitetskommissionen, til Børsen.

- Det økonomiske tyngdepunkt har flyttet sig i de seneste årtier, og her har Danmark haft det svært, fordi vi skulle bevæge os bort fra vores traditionelle hovedmarkeder i Sverige, Tyskland og Storbritannien.

- Nu kan vi begynde at tro på, at der er skift i orienteringen af eksporten, tilføjer han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip