Danmark trækker soldater ud af Afghanistan

Danmark trækker i august hold 15 hjem fra Afghanistan som det sidste hold kampsoldater. De returnerer fra Helmand-provinsen et år før tiden, skriver socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke på Facebook.

- Vi trækker de sidste kamptropper hjem til august og siger til hold 16, der ellers var klar til at rejse af sted, at de kan blive hjemme. Danmark har aftalt med briterne, at næste fase i genopbygningen af det hærgede land begynder nu, skriver ordføreren.

Taliban blev fordrevet fra magten i Kabul i slutningen af 2001, da en amerikanskledet koalition rykkede ind i landet i kølvandet på terrorangrebet på USA 11. september.

Danske tropper har fra midten af 2006 været indsat i det sydlige og østlige Afghanistan - Helmand-provinsen i kampen mod Taliban. Soldaterne har været under ledelse af ISAF og britisk militær.

Danmark havde i 2011 720 soldater i Afghanistan. I løbet af andet halvår 2012 er antallet faldet til 650 personer. I alt er 43 danske soldater blevet dræbt i den knap 10 år lange konflikt.

/ritzau/

 

Dagens Gossip