Dansk Erhverv roser lempelse af selskabsskat

Det glæder Dansk Erhverv, hvis regeringen sænker selskabsskatten med tre procentpoint fra 25 til 22 procent.

Det siger administrerende direktør i Dansk Erhverv Jens Klarskov, efter TV 2 søndag har erfaret, at en lempelse af selskabsskatten vil være et af elementerne i regeringens kommende konkurrenceevnepakke.

- Vi er meget tilfredse med, at regeringen har lyttet til erhvervslivet og nu i lighed med blandt andet Sverige har valgt at sænke selskabsskatten, siger han.

- Det vil styrke erhvervslivets konkurrenceevne og tiltrække udenlandske investeringer, hvilket er forudsætningen for jobskabelse i det private, fortsætter han.

Ifølge Dansk Erhverv er tiltaget væsentligt for at skabe job og styrke erhvervslivets konkurrenceevne.

TV 2 Nyhederne erfarer udover lempelsen på selskabsskatten, at både bankerne og Dansk Undergrunds Konsortium (DUC), der står for olieudvinding i Nordsøen, fortsat vil skulle betale det samme til staten.

Ifølge TV 2 Nyhedernes oplysninger vil den socialdemokratisk ledede regering desuden sænke momsen på hotel og restaurationsbesøg. Noget som Dansk Erhverv tidligere på ugen advokerede kraftigt for.

Som det sidste kan TV 2 Nyhederne også fortælle, at regeringen vil pumpe fire milliarder kroner ud til boligrenovering i den almene sektor. Pengene skal komme fra landsbyggefonden.

Alle elementerne vil ifølge TV2 være at finde i regeringens varslede konkurrenceevnepakke.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV